Ordbog


Hvad, der er daglig tale for os, er måske sort snak for andre. Find forklaringerne på de tekniske betegnelser i vores ordbog.

A

AC

Forkortelse for vekselstrøm – en elektrisk strøm, hvor strømretningen i strømkredsen regelmæssigt vender. Elektronerne skifter konstant retning (veksler), idet den positive og negative pol hele tiden byttes om (modsat jævnstrøm – se evt. under DC).

Access Network

Forbindelser som primært bringer data fra kunder til det overordnede netværk.

Analog tv

Et traditionelt tv med almindelig antenneindgang og lavere kvalitet.

ASP

Application Service Provider. Applikationsudlejer, der leverer software ”ud af et stik i væggen” mod at kunden betaler en månedlig leje. Stiller "applications" (altså programmer) til rådighed for kunder via Internettet.

ATA

Analog Telefon Adaptor. Omsætter, som kobles til en alm. telefon for opkobling til en IP-Telefoni-udbyder.

B

Bilateral elhandel

Handel med el direkte mellem sælger og køber.

Biobrændsel

Biobrændsler er et fælles ord for organiske materialer, som kan brænde – f.eks. halm, flis og træpiller. Biobrændsler (også kaldet biomasse) regnes for CO2-neutrale, da de – mens de vokser – optager lige så meget CO2 fra luften, som de senere udskiller under forbrænding. Der anvendes biobrændsler på en række centrale og decentrale kraftvarmeværker.

Biomasse

Biomasse er et fælles ord for organiske materialer, som kan brænde – f.eks. halm, flis og træpiller. Biomasse (også kaldet biobrændsler) regnes for CO2-neutrale, da de – mens de vokser – optager lige så meget CO2 fra luften, som de senere udskiller under forbrænding. Der anvendes biomasse på en række centrale og decentrale kraftvarmeværker.

Brændselscelle

Apparat, hvor der foregår en elektrokemisk proces, der som forbrænding frigiver energi. I en brændselscelle, hvor brændslet er brint, frigives energi, mens vand er det eneste restprodukt.

Brændselskilde

Det materiale, som anvendes til produktion af el og varme. Det kan være kul, olie, naturgas, affald, halm, flis og træpiller.

Brændværdi

Et stofs brændværdi er et udtryk for den energimængde, der udskilles, når et kilo af stoffet forbrændes.

Bæredygtighed

Energi Fyns definition af bæredygtighed er en god langsigtet forretning i vækst – og bygger på fortsat dialog om balancen mellem økonomi, miljø og socialt ansvar. Dialogen ønskes fortsat både internt og eksternt.

C

CO2-afgift

Statslig afgift, som betales over elregningen.

CO2-kvoter

De enkelte elproducenter har tilladelse til årligt at udlede en vis mængde (kvote) CO2. Hvis kvoten overskrides, betales en afgift til staten. Fra januar 2005 blev en betydelig del af energisektoren og den energitunge industri inkl. offshoresektoren omfattet af EU's kvoteordning for CO2-udledning. Ordningen omfatter alle 27 medlemslande i EU og tæller mere end 10.000 produktionsenheder, hvoraf ca. 380 er danske.

CO2-neutral

Begreb, der udtrykker, at der ikke dannes mere CO2 ved forbrænding af et materiale end ved naturlig nedbrydning af materialet – og som i øvrigt er lig den mængde CO2, der optages under plantens vækst. Halm, flis og træpiller betragtes som CO2-neutrale energikilder.

CO2-udledning

Udledning af CO2 (gasarten kuldioxid) til atmosfæren.

D

DC

Forkortelse for jævnstrøm – en elektrisk strøm, hvor elektronerne hele tiden strømmer i samme retning (modsat vekselstrøm – se evt. under AC).

Decentralt kraftvarmeværk

Mindre el- og varmeproduktionsanlæg. De decentrale kraftvarmeværker anvender primært miljøvenlige brændselskilder som affald, flis, træpiller og halm.

Dioxin

Stof, der er giftigt selv i små mængder. Der findes flere typer (dioxiner).

Drivhuseffekt

Atmosfæren fungerer billedligt talt som et drivhus over jorden. Drivhuset tillader, at solen når ned til jorden, men forhindrer, at varmen straks stråler tilbage ud i himmelrummet. Uden denne drivhuseffekt ville der året rundt være gennemsnitligt minus 14 grader på jorden – og dermed alt for koldt til det liv, vi kender i dag. Problemet er imidlertid, at der ved bl.a. afbrænding af fossile brændsler som kul, olie og naturgas frigøres CO2, som ikke er en del af det eksisterende økologiske kredsløb. En betydelig udledning af CO2 medfører ifølge klimatologer stigende temperaturer og en række miljøforandringer.

E

El

Elektricitet. Er udtryk for en ensartet bevægelse af elektroner. El er den energibærer, der sikrer os lys i vores lamper – og at tv, køleskab, ovn, føntørrer osv. virker.

Elafgift

En afgift, der betales ved forbrug (køb) af el. Alle afgifter kan findes på skat.dk

Elbørs

Elbørsen Nord Pool er en fælles nordisk handelsplads for køb og salg af el. Det er udelukkende registrerede elhandlere, som har mulighed for at handle på elbørsen. Nord Pool har hovedkontor i Oslo, Norge.

Eldistributionsbidrag

Et bidrag, der betales ved forbrug (køb) af el.

Elforsyningsloven

Lov om elforsyning kaldes også elforsyningsloven. Loven fastlægger vilkårene for elforsyningen i Danmark.

Elhandelsselskab

Et selskab, som køber og sælger el.

Energiselskab

Et selskab, som sælger el til forbrugerne. Dækker ofte et givet geografisk område.

EU´s markedsdirektiv

EU-kommissionens vedtagelse i februar 1997 om en gradvis åbning af det europæiske elmarked fra 1999. EU´s markedsdirektiv har bl.a. ført til, at den danske elsektor er blevet liberaliseret.

F

Fjernvarme

Ca. 90 grader varmt vand, som bruges til opvarmning af bygninger og til at skaffe varmt vand i hanen. Vandet opvarmes på kraftvarmeværker og ledes ud til forbrugerne gennem et nedgravet rørsystem. Fjernvarme fremstilles ofte i samproduktion med el for at udnytte brændslet optimalt. Fjernvarme er den mest udbredte opvarmningsform i Danmark – alternativer er naturgas- og oliefyr.

Fjernvarmeselskab

Et selskab, der sælger fjernvarme til forbrugerne. Kan være enten privat eller kommunalt.

Flyveaske

Restprodukt, som dannes i forbindelse med afbrænding af bl.a. kul ved produktion af el og varme på kraftvarmeværker. Flyveaske er partikler, der primært findes i røggassen. Ved afbrænding af 1.000 kilo kul fremkommer ca. 100 kilo flyveaske. Flyveaske er dog ikke noget stort miljøproblem. De danske kraftvarmeværker er blandt de førende i verden, når det gælder fjernelse af flyveaske via installerede filtre. Rensningsprocenter på helt op til 98 % er almindelige. Flyveaske genbruges i industrien og ved bygge- og anlægsopgaver.

Forsyningspligtselskab

Et forsyningsselskab der har pligt til at levere el i et bestemt geografisk område. Forsyningspligtselskabernes priser skal godkendes af Energitilsynet.

G

Generator

Maskine, der laver vekselstrøm (se evt. under AC).

Grønt regnskab

Et årligt regnskab over en virksomheds ressourceforbrug og miljøbelastning. Regnskabet er en opgørelse over virksomhedens forbrug af energi, vand og råvarer samt udledninger af miljøskadelige stoffer. Alle elproduktionsvirksomheder skal hvert år udarbejde grønne regnskaber og indsende dem til miljømyndighederne.

GWh

GWh = 1 gigawatt-time = 1.000.000 kWh

H

Hertz

Hertz (Hz). Måleenhed, der angiver svingninger – også kaldet frekvens. Anvendes i forbindelse med el om det antal gange, strømretningen skifter ved vekselstrøm.

Højspænding

På grund af de store afstande, elektriciteten skal transporteres over, er det nødvendigt at transformere elektriciteten op til en spænding på ca. 400.000 volt, før den forlader kraftværket. Højspændingen mindsker tabet af elektricitet i ledningerne på vej ud til forbrugerne.

J

J

Forkortelse for joule. Måleenhed for energimængde.

Joint implementation (JI)

Et joint implementation-projekt er et projekt mellem to lande, som har en forpligtelse i henhold til Kyoto-protokollen. Sådanne projekter har til formål at reducere CO2-udledningen.

Joule

Forkortes J. Måleenhed for energimængde.

Jævnstrøm

Forkortes DC. En elektrisk strøm, hvor elektronerne hele tiden strømmer i samme retning. Batterier producerer jævnstrøm.

K

Kraftvarmeværk

Et kraftvarmeværk producerer både el og varme.

Kraftværk

Et kraftværk producerer kun el.

Kulkraftværker

Størstedelen af den el, vi bruger i Danmark, bliver produceret på store centrale kraftværker og kraftvarmeværker, som fyrer med kul. Nyere kraftværker producerer både el og fjernvarme, hvorimod ældre kraftværker kun fremstiller el, og derfor ikke udnytter energien optimalt.

KWh

1 kWh = 1 kilowatt-time = 1.000 watt i en time.

L

Lov om elforsyning

Lov, der regulerer forhold og vilkår for elforsyningen i Danmark.

Lov om varmeforsyning

Lov, der regulerer forhold og vilkår for varmeforsyningen i Danmark.

M

Markedsel

Betegnelse for den el, som kan købes frit hos den leverandør, forbrugeren ønsker.

Miljøvenlig el

Populær betegnelse for prioriteret el, som forbrugerne skal købe hos en bestemt leverandør – typisk det lokale elselskab. Prioriteret el er el, der er produceret på såkaldt miljøvenlige anlæg som f.eks. vindmøller, biomasse- eller affaldsfyrende kraftværker.

MWh

1 MWh = 1 megawatt-time = 1.000 kWh

N

Naturgas

Naturgas er et fossilt brændstof (fossilt = noget, der er gravet op). Det regnes for at være et renere brændstof end kul, da naturgas på grund af sin kemiske sammensætning udskiller 40 % mindre CO2 ved forbrænding, end kul gør. En del decentrale kraftvarmeværker anvender naturgas som energikilde. Naturgassen renses for svovl, inden den sendes ud i det danske naturgasnet. Dermed udvikles der ikke svovldioxid (SO2) ved forbrænding. Naturgas efterlader heller ikke slagge eller aske.

Nettarif

Nettariffen er det, man som kunde betaler for at bruge elnettet. På elregningen kaldes det også transportbetaling.

Nord Pool

Nord Pool er navnet på den nordiske elbørs. Elbørsen Nord Pool er en fælles nordisk handelsplads for køb og salg af el. Det er udelukkende registrerede elhandlere, som har mulighed for at handle på elbørsen. Nord Pool har hovedsæde i Oslo, Norge.

O

Offentlige forpligtelser (PSO)

Offentlige forpligtelser dækker den lovpligtige betaling for en række fælles opgaver, som skal betales af alle forbrugere, bl.a. udgifter til forskning og udvikling samt udbredelse af miljøvenlig energi.
Energi Fyn opkræver den offentlige forpligtelse for Energinet.dk, som er den statsejede systemansvarlige. Det er Energinet.dk, der fastsætter størrelsen på PSO'en.

Ohm

Måleenhed for et materiales eller en genstands evne til at lede strøm. Jo flere ohm, jo større modstand og dermed mindre evne til at lede strøm.

P

Prioriteret produktion

El produceret på decentrale kraftvarmeværker og via vedvarende energi (vindmøller og biobrændsler som halm, træ og affald) betegnes som prioriteret (miljøvenlig) produktion. For at fremme afsætningen af miljøvenlig el har den prioriterede produktion førsteret til at blive afsat.

PSO

PSO står for Public Service Obligation eller på dansk ”offentlige forpligtelser”. Se evt. den nærmere forklaring under Offentlige forpligtelser.

PWh

1 PWh = 1 petawatt-time = 1.000.000.000.000 kWh.

T

Transformator

En transformator omdanner (transformerer) høj spænding til lav spænding – eller omvendt.

Transmissionsselskab

Et transmissionsselskab ejer og driver de store højspændingsledninger og kabler, der forbinder kraftværkerne med hinanden – og som sikrer, at el når ud til de enkelte elselskaber, der sælger el til forbrugerne.

Transportbetaling

Energi Fyn Net A/S opkræver en betaling til dækning af selskabets omkostninger ved at drive elforsyningsnettet (10 kV- og 0,4 kV-nettet). Da der også er andre ejere af elforsyningsnettet, opkræver vi også transportbetaling på vegne af Eltra a.m.b.a og FynsNet a.m.b.a. (400 kV-, 150 kV- og 60 kV-nettet).

Tungmetaller

En række tungmetaller udledes i mindre omfang bl.a. i forbindelse med el- og varmeproduktion.

TWh

1 TWh = 1 terawatt-time = 1.000.000.000 kWh.

V

Volt

Forkortes V. Enhed, der udtrykker elektrisk spænding. Volt (V) = spændingsforskellen mellem to poler.

W

Watt

Forkortes W. Enhed, der udtrykker effekt. Eksempelvis i en elpære eller motor.